Når man ser tilbage på foreningens historie, er det tydeligt, at det hele begyndte med noget så enkelt – og så vigtigt – som et menneskes ønske om at kunne dyrke idræt.
Else Thomsen havde et ønske om at svømme. Det blev starten på Slagelse Handicap Idrætsforening i 1976.
Siden er der kommet mange medlemmer, frivillige og instruktører til – og mange forskellige idrætsgrene. Svømning, gymnastik, volleyball, boccia og flere andre aktiviteter har gennem årene været med til at skabe liv i foreningen.
Men det vigtigste er egentlig ikke, hvilke aktiviteter der har været på programmet.
Det vigtigste er fællesskabet.
For idræt handler ikke kun om at vinde.
Det handler om glæden ved at bevæge sig.
Om at møde andre.
Om venskaber, grin og hygge.
Om at blive set – og om at opleve, at man hører til.
Og netop dét synes vi, Slagelse Handicap Idrætsforening har været med til at vise gennem 50 år:
Idræt er for alle.
Derfor skal der også lyde en stor tak til alle jer, der gennem årene har fået foreningen til at fungere.
Til de mange frivillige.
Til instruktørerne.
Til bestyrelserne.
Til pårørende og hjælpere.
Og til alle jer, der på den ene eller anden måde har bidraget.
En helt særlig tak skal selvfølgelig gå til Bodil Nielsen, som har været med helt fra begyndelsen og stadig er aktiv som instruktør. Det er en fantastisk indsats.
Og så skal vi selvfølgelig også nævne Lis Kornerup, som har været formand i hele 38 år og som i 2024 bleb kåret som “Årets leder” – fuldt fortjent!
38 år – det er imponerende!
Det siger noget om et helt ekstraordinært engagement og en stærk tilknytning til foreningen.
Kæmpe tak til jer begge. Et 50-års jubilæum handler naturligvis om at se tilbage. Men det handler også om at se fremad.
Foreninger lever kun videre, hvis der er mennesker, der vil tage over, engagere sig og skabe nye muligheder. Og netop her har jeres formand Britta Jensen taget tovet og ført foreningen videre!
Og det håber jeg, at Slagelse Handicap Idrætsforening vil blive ved med at gøre.
I Slagelse Idræts Råd er vi stolte af at have jer som en del af idrætslivet i Slagelse Kommune.
I er med til at gøre vores idrætsliv bredere, stærkere og ikke mindst mere inkluderende.
Tak for jeres store indsats for idrætten, for fællesskabet og for mennesker med handicap udtalte vores formand Jørn C. Nielsen ved en reception i Slagelse Svømmehal.
Og rigtig god vind med de næste 50 år.
11. september 2026